20 år som byens isenkræmmer

Part 4 af vores konjunktur rundtur er en særudgave i anledning af at Aksel Jørgensen nu har været isenkræmmer i 20 år i Aarup.

Aarup.dk ønsker til lykke og har sendt en medarbejder på besøg for at kigge ind bag facaden.

Aksel Jørgensen foran Kop & Kande's Georg Jensen varer der har været med fra starten i Aarup. I dag er Kop & Kanden Aarup den eneste forhandler i Assenskommune
Aksel Jørgensen ved Kop & Kande’s Georg Jensen udstilling. Georg Jensen varerne har været med fra starten i Aarup. I dag er Kop & Kande Aarup den eneste forhandler af Georg Jensen i Assens kommune

Aksel er oprindelig udlært isenkræmmer hos Imerco i Bogense. Fagligheden skal nemlig være på plads i den branche, siger han – man skal ikke bare lange varer over disken, men kunne rådgive kunderne ordentligt. Bl.a. derfor har alle ansatte været på kokkekurser for at få et indgående kendskab til køkkenredskaberne.

Aksel handler lidt utraditionelt for branchen også med vin. Kendskabet fik han bl.a. via en stilling i Bilka, hvor han også havde vinansvar. Men ellers er han autodidakt og har udvidet kendskabet efterhånden – og de sidste 8 år har han selv importeret vin.
For 21 år siden var Aksel erhvervs- og pensionsrådgiver, men fik så et tip fra sin søster, og efter et møde med direktøren i Kop og Kande fandt han sin levevej gennem de sidste 20 år.
Han mener, at adressen, Bredgade 43, er perfekt både pga. de gode parkeringsforhold og de mange andre forretninger – det giver synergieffekt, når mange forskellige butikker ligger sammen.

Kop & Kande's facade på Bredgade
Kop & Kande’s facade på Bredgade

Men er der intet i vækstbyen Aarup, der kan gøres bedre?
Absolut mener Aksel. Vi må aldrig sove i timen – vi skal hele tiden være et skridt foran. Vi trænger nok også til lidt facaderenovering, og fortovene må også gerne blive renere, og her tænkes der ikke kun på ukrudtsplanter.
Han mener også, at forretningslivet hænger sammen med bylivet i øvrigt. For 20 år siden var der stagnation i byen, men nu er der vækst og mange positive tiltag. Og det giver virkelig dynamik med med flere “nye spillere på banen”, det gælder f.eks. foreningerne.

Men hvordan lever vi op til fremtidens krav?
Her mener byens isenkræmmer, at den udfordring kan både byen og han selv klare. Han synes, at Kop og Kande er Danmarks bedste kæde, og den har haft store overskud de seneste 3 år. Mange taler om globaliseringen, men Aksel mener, at vi skal “tage tyren ved hornene”, se kendsgerningerne i øjnene, løbe stærkere og kunne mere. Hvis man ikke tør, er man fortabt. Udviklingen kan ikke skrues tilbage.
Hos Aksel oplever personalet nu den bedste omsætning i flere år, og han er positivt overrasket over de mange nye indbyggere i vækstbyen Aarup (ca. 100 i 2013). Det er forrygende, men vi skal vise os værdige til det og være parate til at at fastholde denne tendens – aldrig bare læne os tilbage.
De nye indbyggere skal opleve, at deres valg har været helt rigtigt. Derfor må hele byen trække på samme hammel.

De 20 år markeres i forretningen med åbent til kl. 21 torsdag den 30. oktober og reception lørdag den 1. nov. kl. 13-16.

Interview ved H.W.

Det nye Torv bliver til Sanggaards Plads

Her til aften aften (onsdag d. 20/8) besluttede Byrådet, at det nye torv i Aarup skal opkaldes efter fhv. biografdirektør Svend Sanggaard.

I denne uge går det løs med aktiviteter i Aarup Sports- og Kulturuge. Det er initiativgruppen på Industrien, der i længere tid har puslet med ideer om at skabe lidt mere liv i Aarup. Flere af aktiviteterne afholdes på ”byens torv”, men hvor er det nu lige ”byens torv” ligger?

Initiativgruppen var derfor enige om at indstille til Assens Kommune, at pladsen fik et navn. For initiativgruppen, der har til huse på Industrien, var det oplagt at pladsen skulle opkaldes efter Sanggaard, som i en menneskealder har holdt liv i Aarups kulturliv i biografen og været med til dannelsen af Industrien. 

2014-08-24_53fa27b2879fd_sanggaard.jpgSvend Sanggaard var en farverig person, som i årtier kendte gud og hvermand i den danske filmbranche. Han havde arbejdet som konsulent og solgt biografudstyr fra et firma i København, men det var med rejsebiografen Sana, senere Stjernebio, at karrieren tog fart. Rejsebiografen købte han i 1949 i Silkeborg og Sanggaard viste i de følgende år film i navnlig jyske og fynske forsamlingshuse og krostuer.

Sanggaard fortalte med et glimt i øjet, at visningen først gik i gang, når bønderne havde overstået malkningen, ellers var der ikke strøm nok. Sanggaard havde med Stjernebio fundet en guldgrube, som betød, at han i 1968 kunne overtage Aarup Bio og senere købte han en biograf i Fredericia.

Det var en verdensmand jeg mødte. Han var klædt i lys cottoncoat med revers og bælte, mørke teryline bukser, velbundet silketørklæde, nypudsede sorte sko, husker fhv. bibliotekar Jørgen Wadowski, som i 1978 blev bibliotekar i Aarup og var med til at åbne biblioteket ved siden af biografen. Biblioteket og biografen blev senere rammen for dannelsen af kulturhuset Industrien.

Intet under at Sanggaard kunne boltre sig på de bonede gulve ved filmfestivalen i Cannes, hvor han bl.a. opnåede at danse med datidens hotteste navn den italienske skuespiller Sophia Loren. Ingen træer får som bekendt lov til at vokse ind i himlen. Heller ikke biografen i Fredericia, som han ikke kunne få til at løbe rundt. Senere begyndte det også at knibe med billetsalget i Aarup, så i 1980 overtog Aarup Kommune biografen, hvor Sangaard nu blev forpagter af biografen.

De næste 20 år stod Sanggaard for driften af Aarup Bio indtil Aarup Biografforening tog over i 2000. Sanggaard fortsatte imidlertid som operatør de næste 5- 6 år, og blev i øvrigt ved med at komme på Industrien for at få en sludder og læse avis. Man kedede sig aldrig i Sanggaards selskab, han var et festmenneske med et uudtømmeligt lager af historier og anekdoter fra sine mange år i filmbranchen.  

Heller ikke på det praktiske plan kan hans betydning overvurderes. Det var en helt ny verden vi trådte ind, og Sanggaard var en uvurderlig støtte i opstarten af biografforeningen, fortæller biografformand Henrich Svendsen som tilbage i 2000 lærte at betjene kinomaskinen af Sanggaard. Sanggaard var en daglig og trofast gæst på Industrien helt frem til sin død i februar i år. 

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår og hvordan pladsen skal døbes, men nu kan vi begynde at bruge navnet Sanggaards Plads om ”byens torv over for Industrien på hjørnet af Vestergade og Bredgade”!

 Billedet herunder kan trækkes, så hele Sanggaards Plads kan nydes i solskin

100 års fødselsdag i Aarup

Annine Hansen, der bor Vestergade 4 i Aarup, fylder 100 år den 19. august.

Aarup.dk ønsker hjerteligt til lykke.

Annine Hansen fylder 100 år den 19. august
Annine Hansen fylder 100 år den 19. august

Annine voksede op hos sin bedstemor i Torøhuse. Det var et trygt og godt hjem, selvom man ikke just kunne tale om velstand, men bedstemoderen arbejdede hårdt for at klare dagen og vejen.

Annine hjalp selv til på gårdene allerede som 12-årig, og som 14-årig fik hun plads på Bågø, senere i Aborg. Hun blev gift som 21-årig, og hun og manden arbejdede bl.a. på Hagenskov gods. Da hun senere blev skilt, blev hun husbestyrerinde nær Ringe, og her blev hun gift igen. Senere kom hun til Aarup og fik kiosk på adressen 56, mens Anders And kostede 1.85 kr. I 1984 solgte hun forretningen i Bredgade og flyttede til Vestergade 4.

Ægtefællen døde efter få år, og i dag klarer Annine sig selv – dog med lidt rengøringshjælp. Ellers går tiden med at se fjernsyn og med at høre lydbøger. Hun hører dog også gerne koncerter på Industrien, fx med Kurt Ravn og Per Nielsen.
Udlandsrejser er det også blevet til, fx til Norge, Polen, Prag, Mallorca, Venedig og Sicilien.

Annine har en søn på 72 år, to børnebørn, 5 oldebørn og et tipoldebarn.

 
Skrevet af Hans Walmar med researchhjælp fra Annie Frandsen.